Hjemme i Hvedstrup

- glimt af Natalie Zahles tid og - eftertid

Om artiklen:
Artiklen er skrevet af Preben Hansen til årsskriftet 1989 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø
 
 

Pastor Sophus Zahle kom til Hvedstrup og Flyng sogne i begyndelsen af 1829. Et meget beskedent åremål fik han lov at virke her, men tilstrækkelig stort nok til, at hans to børn, Peter Kristian og fremfor alt Natalie, hele deres liv var mærket af barndomstiden og miljøet i Hvedstrup gamle præstegård. Natalie skrev på sine ældre dage en erindringsbog, der hæver sig som en af de skønneste i dansk memoire-litteratur.

Halvandet år gammel kom Natalie med far, mor og den fireårige bror Pe-ter Kristian til Hvedstrup båret af sin jyske barnepige Else, hvis jyske dialekt kom til at præge Natalies sprog i mange år.

"Skønt jeg var født i Jylland, blev Sjælland min kærlighed, og alle mine første glade barndomsminder udstråler fra Hvedstrups stille præstegård". 

Husker mon den aldrende skolefrøken rigtigt i enhver henseende? Giver hun ikke barndomsårene et alt for gyldent skær? Ingen af os, der i dag læser hendes erindringer, kan dømme derom. Men vi kan ikke undgå at blive betaget, ja rørte over hendes funderinger. Det er gået hende præcis som mange andre, f.ex. St. St. Blicher, der bevægede beder:
 

"Hulde engel! Du min barndomsven!
Tro ledsager i de svundne dage !
Sig mig da, hvor est du flygtet hen?
Sig mig, når -når kommer du tilbage?

Se! jeg søger dig -o kom igen!
Hør! jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen
eller til det ny du snart mig drage!"                       

 
 
Lige til det sidste år, frk. Zahle levede, samlede hun på adventssøndag en lille kreds af slægt og venner til frokost, hvor sylte hørte til ligesom "hjemme i Hvedstrup". Så mindedes hun i taknemmelige og bevægede ord adventssøndagene i Hvedstrup præstegård. At den første søndag i Advent blev fejret den gang som en særlig stor festdag i Hvedstrup kirke er bemærkelses-værdigt. Mig bekendt har vi ikke andre litterære minder om noget tilsvarende.

Lad os blot få nogle enkelte prøver på Natalies erindringer:

"Fader havde vel en Slags Studereværelse paa den anden Side af 'Salen'; men alt hans Arbejde, al hans Studeren foregik dog mest ved Moders Side i Sofaen, hvis ene Hjørne var hendes Arbejdsplads. Hvad han fandt af værdifuldt under sin Læsning, hvad han selv skrev, meddelte han hende her.

Af hans Læber hørte hun først hans Prædiken til hver Søndag, og da han i sin Tid efter Tur skulde prædike til Prøve for Kongen, Frederik 6., for at opnaa Embedet som Hof- og Slotspræst, var det Moder, som ud af hans Prædikener valgte den, han skulde holde. Han vilde tale for Hoffet som for sin egen Menighed. Dagen efter kunde han skrive: 'Misse, du er blevet Hofpræst!'

Det var dette inderlige Samliv. der omgav os med en Atmosfære af Øm og lykkelig Kærlighed, som gjorde vort Barndomshjem til et Paradis, og som har staaet for mig som mit skønneste Sjæleeje i Tiden derefter. ...... Mens jeg var lille, troede jeg, Fader var størst, Moder mindst, senere i Livet er deres Jævnbyrdighed blevet mig klar."
 
 

til top

 
Her på egnen går endnu historien om præsten, der hellere gik på jagt i kirketiden fremfor at passe sine gudstjenester. Ikke mange ved, at præsten var Sophus Zahle; muligvis en 'vandre-anekdote', der også fortæller om andre præster i landet, men lad os høre, hvad Natalie har at fortælle om den sag:

"Om min Faders Jagtlyst er der senere fortalt mig følgende: Husjomfruen havde sagt til Fader, at vi i den nærmeste Tid manglede Kød, som Moder kunde taale. Det var just, som han steg til Hest en Søndag, for at ride til Annekset Flyng. Fader tog sin Bøsse med, og da han paa Vejen fik Kig paa en Hare, skyndte han sig hen til Degnen for at bede ham synge en lang Psalme efter Indledningsbønnen. Snart efter kom Fader tilbage, tog sin Plads for Alteret, messede, prædikede og forrettede den hele Tjeneste. Ved Hjemkomsten fik Jom-fruen Haren; men - nogle Dage efter kom der en Mand fra Flyng og fortalte Præsten, at en Modstander af ham havde hørt om hans Bedrift og vilde klage over ham til Kongen ved første Audiens. Manden tilbød Fader straks at køre ham lige til Hovedstaden. Det lod til at skulle blive alvorligt. Fader tog sin Præstekjole med, og iført den mødte han ved Audiensen, hvor ganske rigtig 'hans Fjende', som Manden havde sagt, også var mødt.  Paa Grund af Præstekjolen kom Fader først ind og fortalte Kongen,  hvad der var sket. Frederik 6. hørte ham stille til Ende, klappede ham saa paa Skulderen og sagde:  Vær De rolig, der skal ikke blive rørt et Haar paa Deres Hoved! Hils Deres Kone og ønsk hende god Bedring! "

"Denne Historie har jeg atter og atter hørt Slægt og Venner fortælle, og det var ikke underligt, at der sneg sig lidt Nag ind i mit Hjerte til denne Mand, som jeg senere lærte at højagte og er bleven Tak skyldig for hans betydningsfulde litterære Virksomhed. Han fulgte sin Overbevisning, og jeg har aldrig hørt et dadlende Ord om ham af min Faders Mund. Man har senere spurgt mig, om Menigheden ikke tog Forargelse af hans Jægerlyster. Han blev nemlig tidt hentet til Jagtpartier paa de omliggende Herregaarde,  f. Ex. Thalbitzers paa Catrineberg, hvis Børn var min Broders og mine gode Kammerater. Jeg husker ogsaa Fader klædt i en grønlig Jægerfrakke med blan-ke Knapper. Stundom havde vi ogsaa Jagtpartier fra selve Præstegaarden, dejlige Dage, hvor Hundene Tiras, Let og Flink spillede en stor Rolle. Men jeg ved aldrig af nogen Misstemning i Menigheden, i alt Fald er intet derom naat til min Bevidsthed. Jeg følte kun alles Kærlighed om og til Fader, og jeg kan give Beviser herpaa:

En fra Roskilde udbrudt Slave vakte en Tid Røre paa Egnen og vi Børn blev advarede mod at gaa for langt bort fra Huset. Saa fandt Fader en Dag en Brandstikke stukket ind i Straataget over den lille Gang, der førte ind til Kirkegaarden. Den havde brændt et stort, rundt Hul i Taget, men maa saa være slukket af sig selv igen. Dette kom for Moders Øre; hun blev syg; og ubevægelig, som hun var, greben af Angst. Da kom om Aftenen et Bud fra de unge Mænd i Hvedstrup og Herringløse. De vilde skiftevis i 8-14 Nætter, til noget var opklaret -holde Vagt om Huset. 'Madammen kunde sove rolig'. Da hun til sidst laa dødelig syg i Naadsensaaret, mens Fader var i Kø-benhavn, skiftedes de samme Byers Gaardmænd til stundom daglig at hente Lægen fra Roskilde. Og Da Fader selv var død i Hovedsta-den, mødte Mændene fra Hvedstrup, Flyng og Herringløse ved hans Bisættelse og kørte ham ud til Hvedstrup,  hvor han jordedes ved sin Hustrus Side. Alt dette synes mig, vidner baade om Hengivenhed og Ærbødighed."

til top

Den gamle kirkeskik, at en kvinde efter barsel blev modtaget i våbenhuset af præsten og indledt i kirken, var naturligvis i leven-de brug, ja har været det i sognene her helt til begyndelsen af dette århundrede. "Salmebog for Kirke og Hjem" fra 1899 til 1953 havde således en salme kaldet "Kirkegangskone".

Vi lytter igen til Natalie Zahle:

"I Oktober (1835) fødte min Moder to Tvillingesønner. Uforglemmeligt staar for mig den Begivenhed, da min Moder efter sin Hjemkomst til Hvedstrup af min Fader blev indledet i Kirken. Jeg var den Gang 8 Aar, men jeg husker det alt, som var det i Gaar, Moder staaende paa sine Krykker, Menigheden omkring os og Fader, som modtog hende med følgende Ord:
 

Bort Du drog med bitter Smerte,
Den Gang Vaarens Grønt brød frem,
'Aldrig seer jeg mer mit Hjem',
Aned Du med sorgfuldt Hjerte.
Gud er mægtig i den svage,
See, Han førte dig tilbage.

Gak da ind i Herrens Kirke!
Han har hørt Dit Suk, Din Bøn,
Tvende Børn blev Smertens Løn,
Gid for dem Du længe virke!
Ømme Moder, sjældne Kvinde!
Gud vil Lønnens Krans Dig binde!        

 
Da hun gik frem iblandt og efterfulgt af Menigheden til sin Plads i Kirken, var ikke mange Øjne tørre. I Daaben fik den ene Tvilling navnet Vilhelm, den anden Frederik. Til den første stod Omegnens Herremænd Fadder, til den anden Egnens Gaardmænd, hvilket jeg husker forekom mig uretfærdigt. De smaa Drenge var imidlertid meget skrøbelige, de døde kort Tid efter hinanden af Kighoste. Moders Sygelighed tiltog naturligvis yderligere efter alt dette i det efterfølgende Aar. "
 

Fastelavnssøndag 1837 døde Natalies mor. Sophus var da udnævnt til og indsat som hof- og statspræst ved Christiansborg Slotskirke, men boede endnu med familien i Hvedstrup. Påskedag nogle få uger senere prædikede han i Slotskirken, men blev syg straks efter prædiken. 4 dage efter var han død. På mindre end to måneder var Kristian og Natalie forældreløse.

Zahles gravminde er det ældst bevarede på Hvedstrup kirkegård. Jeg kan
aldrig komme ind i kirkehuset uden at gå forbi den plet, der bl.a. takket være Natalies erindringer taler til en gennem 150 år af kirkens snart 900-årige historie i vort sogn.

Intet er så gavnligt for os som en vandring hen over en gammel kirkegård,
hvis vi skulle henfalde til den formening, at det, som det gælder om her i livet, er berømmelse og ære i verden. Kirkegården med dens grave minder os om,
at menneskelivet er som græssets blomster "græsset visner og blomsten falder af". Intet menneskeligt er så sikkert som en fuldkommen glemsel.
Men i både Sophus Zahle og hans datters ånd kan dette vers få sidste ord:

"Evigheds-blomst derimod er Guds nåde,
fryder dem alle, som frygte sin magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt."

           til top