Baggrund for udskiftning af landsbyens jorder

Ændring af den landbrugsmæssige tradition

Indtil slutningen af 1700-tallet havde den landbrugsmæssige tradition i Herringløse som i andre landsbyer på den tid hvilet på nogle enkle prin-cipper:
 
Et princip var dyrkningsfællesskabet, hvorunder planlægningen af mark-arbejdet blev afgjort ved fællesbeslutninger i landsbylauget. Et andet var vangebruget, hvor man i Herringløse har anvendt 3-vangsbrug. Hver vang blev dyrket på skift med vekslende afgrøder (rug og byg) for ikke at ud-pine jorden.

Et tredie princip var solidaritetsprincippet, som skulle sikre, at alle fik en bid af såvel de gode som de slette jorder i landsbyens mark, og derfor blev alle jordstykker strimlet op i et antal agre, som gjorde det muligt at lave en 'retfærdig' fordeling til alle bønder i byen.
 

Billedet th. viser de tre vange i Herringløse.
Læs evt. mere her om Vange, åse og agre
 

Den enkelte bonde var fæstet til sin gård og ejede den altså ikke, og incitamentet til at prøve noget nyt eller tage en ekstra tørn for at forbedre gårdens udbytte endsige gårdens bygninger var måske ikke så stort. Fæstebonden kunne måske ligefrem risi-kere at landgilden - altså fæsteafgiften - blev sat i vejret næste gang, hvis godsejeren oplevede, at hans bonde havde et pænt overskud. Arbejdet blev endvidere besværliggjort af, at hoveriarbejdet for godsejeren i sagens natur ofte faldt sammen med vig-tige så- og høsttidspunkter, og godsejerens jord havde forrang.

Henimod slutningen af 1700-tallet var det kommet så vidt, at bøndergodset efterhånden gav så ringe et afkast, at det knap kun-ne betale sig at tage afgift af det. Da skat på landbruget, den såkaldte hartkornsskat, stort set var det eneste indtægtsgrundlag for staten, var dette et temmeligt stort problem, som man på dette tidspunkt besluttede at gøre noget ved. Samtidig havde man nemlig i statsadministrationen fået øje for de nye strømninger, der rørte sig i Europa m.h.t. såvel forbedrede dyrkningsmetoder som et anderledes og mere 'humant' menneskesyn, når det gjaldt almuebefolkningen.

Man besluttede derfor bl.a. at omlægge skatten og at erstatte hoveri med afgifter. Endvidere gjorde man selveje nemmere at opnå for den almindelige bonde. Godsejerne havde den interesse i salget af jorden til selveje, at de kunne få penge til den ek-stra investering, der skulle ske i moderne redskaber, i afprøvning af nye dyrkningsmetoder og til aflønning af arbejdskraft, der skulle erstatte det ineffektive hoveri o.s.v.

De nye principper for beskatningen af landbruget krævede en lands-omfattende kortlægning af landbrugsjorden. Det er fra dette kortlæg-ningsarbejde vi har nogle af de vigtigeste kilder til belysning af ejer-skabet i landsbyerne på dette tidspunkt - ikke mindst i Herringløse.

Kortlægningen og en nyvurdering af jordens ydeevne skulle gøre det muligt at modernisere den landbrugsmæssige drift af jorden i forbin-delse med en såkaldt 'udskiftning' - en omlægning af jordfordelingen.

I forbindelse med landmåling, har man gennem tiden benyttet sig af mange forskellige målemetoder og -instrumenter. Et af de ældste af slagsen var opmåling med et reb eller en kæde. Denne målemetode
har måske efterladt sig spor i det danske sprog ved et af vore mest djærve udtryk.
 

- læs mere her: " Sprogligt set - Forvirring om Kong Volmers bagdel".
- læs mere her: " Om landmåling"

 

I forbindelse med omlægningen af jordfordelingen blev alle ejendomme forsynet med et nyt matrikelnummer. Numrene eksiste-rede fra begyndelsen af 1800-tallet, men toges først i brug for beskatningen i 1844, derfor omtales matrikel-inddelingen som "Matriklen af 1844".
 
I store træk er denne matrikel stadig gældende idag. Det er heldigt for lokalhistorien, for det gør det let at følge den enkelte ejendoms historie tilbage i tiden.
 
 

De andre afsnit af artklen "Da Herringløse var under 5 godsejere":

- Del-1: Godsejere og fæstebønder i Herringløse

- Del-2 (denne del)

- Del-3: De fem godsejeres jordfordeling ved stjerneudskiftningen

- Del-4: Københavns Universitets huse og gårde i Herringløse

til top