Særlige særtjenester

Indgående lokalkendskab

Jobbet som telefonbestyrerinde gav naturligvis et indgående kendskab til folks gøren og laden. Alle kendte alle i den lille landsby. Det kunne give anledning til ydelse af  helt særlige 'særtjenester'  fra centralens side. Nogle abonnenter benyttede sig direkte af personalets lokalkendskab.  Når de ringede op sagde de bare: 'stik mig smeden',  'stik mig købmanden'  eller  'stik mig skolen'.
Men da centralen dækkede et stort område nemlig Herringløse, Hvedstrup, Østrup og Hove, var der altså tale om 3 smede, 5 købmænd og 3 skoler. Man var derfor nødt til at vide, hvor folk ringede fra,  for f.eks. at give dem den rigtige smed.

Det indgående kendskab til folk havde også indlysende fordele, når man skulle have fat i folk, der ikke ellers var til at træffe. Mogens Clausen, der havde vognmandsforretning i Herringløse, fortæller, at en kunde skulle have fat i ham på telefonen, men den daværende telefonbestyrerinde Fru Jensen kunne fortælle: "Han er på besøg hos sin moster i Hedehusene".  Kunden blev så som den naturligste ting i verden stillet videre dertil.

Ægteparret Gram havde nogle bekendte, som de dyrkede kortspil med en gang imellem: Da børnene havde nået en alder, hvor de godt kunne klare
sig alene hjemme under en vis overvågning, blev vennernes telefon ringet op og telefonrøret lagt på bordet, så kunne man følge med i, hvad børnene lavede, både fra centralen og fra kortspillet.

Under en sådan kortaften ringede en bekendt til 116 - centraldamen med-delte fluks - "de er ette' hjemme" hvortil vennen hurtigt replicerede, "Jamen, så ved De måske også, hvor Grams er" - "Ja, de er hos Dannemans" - "Jamen, kunne man så ikke blive stillet om til dem der" - "Nej, for de bruger telefonen som babysitter, så De må ringe op i morgen" - og så var den samtale SLUT!

Billedet th.:  Møntindkast til telefonboks.
                       Telefondamen skulle lytte sig frem til antallet af mønter,
                       der faldt i boksen.

Dramatik i landsbyen

En meget dramatisk episode opstod på et tids-punkt, hvor tømrerværkstedet havde været udsat for tyveri af pengekassen for anden gang. Da fartede der politi med hunde rundt i kvarteret og også i haven ved telefoncentralen.

Tyven var over alle bjerge - troede man. Men han stod inde i telefoncentralens gang, hvor der var telefonboks. Da han imidlertid manglede småmønt til at ringe efter en taxa, måtte han kontakte tele-fondamerne, der undrede sig over, hvad en mand med så meget mudder på støvlerne skulle bruge en taxa til.

Det viste sig senere, at han var rendt fra værkste-det over marken ved den nuværende Muldhøjvej for at komme til telefonboksen. Men der var åbenbart ikke småpenge i den kasse, han havde med sig under armen.

          - Del-1:  Når klappen gik ned

          - Del-2: (denne del)

til top