Isning til mejeriet

Der var meget mælk, der skulle afkøles, især om sommeren var det nødvendigt, og til det blev der brugt is. Den nu afdøde gårdejer Oluf Olsen fra Herringløsegård fortalte i 1986, hvorledes man skaffede sig de store mængder is, der skulle bruges, endnu før elektriciteten kom til byen:

"Mejeriejeren sikrede sig først plads til isen, derfor henvendte han sig til den gårdejer, der boede nærmest ved mejeriet og til søen, hvor isen skulle komme fra. Jeg formoder, at det var et stort arbejde at ise til mejeriet, og jeg har fået fortalt, at lige før vinteren kom, gravede man en bred og lang fordybning i jorden og dækkede med tørvesmuld fra Hove mose.
 

Tørvegravning i Gundsø.

Der var brug for meget tørvesmuld, og på Hove mose var et stort værk igang, og når alle de regulære tørv var hentet, kunne mejeriet hente al den tørvesmuld, det havde brug for, og det var ikke så lidt. Byens husmænd og arbejdsløse henvendte man sig til. - Der var jo også arbejdsløse dengang, og de var glade for noget arbejde midt om vinteren, hvor der ellers ikke var arbejde at få, og de skulle så møde med kusk og hestekøretøj, så de kunne hente is.

Isen skulle have en vis tykkelse, før man begyndte at ise. Man begyndte i det sydvestlige hjørne af søen, og der huggede man et hul, og med en issav savede man lange stykker is ud, og de blev savet efter kølerens størrelse på mejeriet, så stykkerne passede der ned i. Isstykkerne blev taget op med en ishage. Smeden lavede også pig-kæppe, et kosteskaft med en spids smedet på, og med dem skubbede man stykkerne over i det ene hjørne af søen, hvor hestevognene kunne komme ned til søen, hvor man læssede dem på vognene. Og man havde læderstykker med stropper, så man kunne få isstykkeme op på vognene, for man kunne jo ikke bruge de bare næver uden beskyttelse.

Man kørte ad en markvej til stedet, hvor isen blev lagt over tørvesmulden, og så et lag tørvesmuld på, derefter et lag is, og sådan lag på lag, indtil mejeriet skønnede, at nu var der nok til et års forbrug. Iskulen blev så dækket til med tørvesmuld igen, og alt var fastfrosset hele året, så mejeriet altid havde isafkølet mælk og fløde, og frisk nykærnet smør. Man kom smørret i dritler og kørte til Viksø station hver dag, søndag og hverdag hele året rundt. Isningen fortsatte lige til, der i 1927 kom elektricitet til byen."

De andre afsnit af artklen "Skummetmælk, skyr og skæreoste":

- Del-1: Herringløse Mejeri

- Del-2: (denne del)

- Del-3: Mejeriejerens gadekær

til top