I jumbe og Ford-T

- med pastor Nissen på køretur

Om artiklen:
I artiklen fra Egnshistorisk Nyt 1984-august fra Egnshistorisk Forening i Gundsø fortæller præstesønnen,
Erik Nissen, om nogle af  familiens transportkøretøjer.

I 1923 kom vi til Hvedstrup. Vi medbragte vores hest og jumbe, som vi klarede os med det første år. Far fæstede en ung mand fra sognet til at arbejde i haven, sørge for hesten og køre for sig til Fløng i embedsanliggender. Jumben var en rummelig, stor familiejumbe, som senere blev erhvervet af en gårdejer fra Herringløse.
 

Så kørte far i nogle år med vognmand Sørensen. Jens Sørensen var forhenværende gårdejer - en meget hyggelig og rolig mand. Han boede i en lille villa midt i Herringløse på vejen mod Østrupsiden. Han kørte i en Ford-T - en af disse høje modeller med buet tag. Og denne karet kørte for præsten, og for folk til bryllupper og begravelser.

Den kørte også ture til København. Den gang var der jo ikke så mange forbindelser, selvom vi havde fået rutebil, som kørte herude fra og ind til Dam-hussøen. Det var jo et fremskridt, men den kørte ikke ret mange gange om dagen.

Senere kom jo så "Mathilde". Det var vel sådan et meget langt 'skrummel', kan man vel sige; det var en Peugeot, som kunne rumme 25 personer.

Den kørte her i alle årene helt op til krigen, hvor den så blev 'tørvevogn'. Ejeren, A.P. Hansen, som var en økonomisk anlagt mand, skar toppen af den, og hans søn hentede tørv i den i den mose, han havde lejet. "Mathilde" kørte hele krigen med, så den bil har nok tjent i omkring 30 år.

  
Billedet fra 1923 viser Jens Sørensen ved hans Ford-T på Østrupvej 5. Gavlen var åbnet, så den høje bil kunne komme ind og holde tørt i garage.
 

 
Senere fik far selv bil. Det var i 1927 nede i Hedehusene hos "hjemmebageren". Hjemmebageren var også kørelærer, og det var så fint, at man også fik kørekortet med i prisen: 800 kr. Og så fik man lov til at køre, til man havde kørekortet!

Far lærte at køre bil i Ågerup inde midt i byen - der var så dejligt mange indkørsler. Jeg fik lov at køre med bagi, så kunne jeg sidde her og iagtage far og kørelæreren. Der var det morsomme ved det, at man havde en stang på bremsen;  det var den eneste måde,  hvorpå kørelæreren kunne gribe ind. Hvis det gik for vidt,  kunne han træde på stangen, - så stod vognen! Men han kunne ikke koble ud, det måtte eleven gøre.

Disse Ford-T vogne havde 3 pedaler: et gear til venstre, som man trådte meget stærkt ud, når man skulle op ad bakke, det var meget anstrengende. Så var der en bakpedal i midten, og bremsen til højre. Skete det, at bremsen svigtede, trådte man bare på bakpedalen, så knækkede 'båndet', men så stod vognen også på stedet! Båndet kunne smeden bagefter klare formedelst 18 kr. Så fik man et ekstra bånd, så man havde til næste gang, det skete. Båndet var en gjord, man fik fra sadelmageren. Ellers var det ståltråd og beslagsbånd, man mest klarede sig med, og det kørte sådan set meget godt. Vi kunne vel ikke have slidt den bil op, hvis det ikke var blevet mere moderne at køre med gearstang.

Under krigen i 1940'erne,  da benzinen blev taget fra tjenestemændene,  købte far en lukket vogn beregnet til hesteforspand. Vores forpagter Jørgensen var vores kusk, og med hans to sindige heste kom vi godt rundt i sognet i krigens værste år. Denne vogn var meget gammel med vinduer, som kunne rulles ned. Indvendigt var den meget flot med gobeliner i blåt silke. Udvendig var den knap så køn!

For at læse hele historien om pastor Nissens biler må du læse Egnshistorisk Nyt 1984 (august) fra Egnshistorisk Forening i Gundsø.  Artiklen 'Hyggelige Hvedstrup' er på 1 side.

Du kan låne Egnshistorisk Nyt  på Roskildes biblioteker.         
     

til top