Gamle juleskikke

Brygning af juleøllet var et af de første arbejder, man tog fat på før jul. Hver gård bryggede sit eget øl, som der blev drukket mængder af daglig for bedre at få saltmaden til at glide ned. Men til jul bryggedes der en særlig tønde øl, som var stærkere og sødere end dagligøllet, fordi der kom mere malt i, og også honning blev der tilsat. Denne juletønde tappede man af hver dag i hele julen. Det var kvindernes arbejde at brygge øl; et omstændeligt og anstrengende arbejde. En af de sidste dage før jul foregik julebagningen i gårdens store bageovn, dog aldrig den 21. december, hvor solen vender sin bane, for da kunne det hænde, at brødene vendte sig i ovnen, -ja, at hele bagningen mislykkedes.

Da det var en lang og besværlig proces at varme ovnen op, stod husmoderen og hendes piger op midt om natten for at starte bageriet. Man bagte gerne til en måneds forbrug, mest rugbrød eller grovbrød, som det hed. Til daglig spistes der udelukkende grovbrød. Men til jul skulle der også bages en mængde sigtebrød, fintbrød, som der blev serveret i alle juledagene.
 

 
Lillejuleaftensdag bagtes mængder af æbleskiver, af mindst et par kilo mel, noget smeltet smør, mælk, og æg. Alle på gården fik en portion at råde over til egen fortæring, men der blev også lillejuleaften sat store fade på bordet sammen med sylte, rød-beder og sigtebrød til fælles spisning. Desuden stod der altid et fad med æbleskiver parat til de gæster, der kom indenfor døren i julen. Ingen måtte bære julen ud, som mange sagde. Alle blev beværtet med en æbleskive, øl eller en snaps.

 Tv: bagning af æbleskiver.

 
 
Når rugbrøds- og sigtebrødsbagningen var overstået, kom turen til pebernødderne. De blev lavet af sigtebrødsdej tilsat honning og krydderier. Senere, da man begyndte at bruge hvedemel og bage hvedekager, blev de lavet af hvedemel. Disse pebernødder var meget populære hos børnene, som fik lov til at være med til at lave dem, og de fik også en god portion hver at holde hus med. De blev bl.a. brugt som indsats i de forskellige spil, man morede sig med juleaften og resten af juletiden. De er i det hele taget en af de ældste og mest udbredte julegodter, der kendes. Også klejnerne, der blev kogt i usaltet fedt, er en gammel julesmåkage. Den kendes mest i Norden. Der findes f.eks. slet intet ord for den på tysk.

Endnu længere tilbage i tiden bagte man af rester af rugbrød et fladt brød, kaldet en kavring. De blev sat i ovnen, når den egent-lige bagning var overstået. Ved eftervarmen tørrede de langsomt igennem. De kunne holde sig længe, et halvt år eller mere, men de var hårde at bide i.  Man ved, at når kongen i 15-1600 -årene forberedte krig, gik der bud til befalingsmændene på de forskellige borge, at de skulle give de omboende bønder besked på at bage kavringsbrød af så og så meget mel til proviant for soldaterne og flådens mandskab.

Det var almindelig skik, at gårdens tjenestefolk, gifte daglejere og husmænd fik hver et sigtebrød til jul. Det var en del af deres løn og kaldtes 'julerente'. At der skulle bages mere end een ovnfuld, forstår man, når man hører, at der desuden uddeltes jule-rente til degn, klokker, skrædder, væver, smed, hjulmand, sadelmager, tømrer og gårdens høstmænd. Også vogterdrengen,
der var ansat i sommerhalvåret til at passe de løsgående kreaturer, fik julerente. For husmændenes vedkommende bestod julerenten desuden af en halv snes pund flæsk.

Læs evt. mere om juleskikke i artiklerne:
 
Del-1: Om slagtningen af julegrisen og tilberedningen af pølser
Del-2: Om julemad og om at 'tigge sul'
Del-3: (Denne del)
Del-4: Om julerengøring, overtro og dyrenes jul

til top