Gamle juleskikke

Julen er vel nok den af årets højtider,  hvortil der helt fra gammel tid har knyttet sig flest traditioner,  der kan være meget forskellige
fra land til land, ja, fra egn til egn. Lad os gå 100 år tilbage i tiden og høre lidt om, hvordan man fejrede jul på en af de gamle hede-
bogårde, der den gang var så mange af på vor egn, som jo hører til det område, man førhen benævnte 'Hedeboegnen'.

Der var mange arbejder, der skulle være tilendebragt, før man med god samvittighed kunne holde jul. Derfor begyndte man lang tid i forvejen, allerede i november måned. Slagteren var som regel en husmand fra omegnen, der havde det som bierhverv at gå rundt til gårdene og slagte for folk. En dygtig slagter var der rift om, så han måtte bestilles længe i forvejen, særlig ved juletid, hvor han havde højsæson. Han skulle kunne sin håndtering - vide at stikke grisen, så alt blodet løb af den, før den var helt død. Blodet skulle jo bruges til blodpølse.
 

Mens det var mandfolkenes opgave at hjælpe slagteren med at indfange og holde grisen, at skolde og skrabe den, så var det altid kvindernes arbejde at tage imod blodet. Som regel fik storepigen det hverv betroet. Hun skulle opfange blodstrålen i en træbøtte og samtidig røre hurtigt rundt med hånden eller en træslev - ellers løb det varme blod sammen i en klump, koagulerede som det kaldes - og så var det ubrugeligt. Senere blev der rørt byggryn i, og massen blev sat hen til næste dag.

Når grisen var skrabet, blev den hængt op på en stige med bagbenene opad og bugen fremad. Slagteren skar den op og fjernede alle indvoldene, der blev båret ind til kvinderne i bryggerset.

Tv: Udsnit af tegning fra Ude og Hjemme 1883, Rasmus Christiansen, Juleslagtning.

 
Resten af slagtearbejdet var overladt dem at udføre. Imedens de gik i gang i køkkenregionerne, satte mandfolkene sig inde i stuen til frokostbordet. Måltidet var enkelt. Det bestod som regel af rugbrød med fedt, dertil spegesild, øl og nogle dramme.
Og så fortaltes der ellers historier om forrige uheldige slagtninger. Jo flere dramme jo værre historier!

Det første arbejde, kvinderne gik i gang med, var rensning af grisens tarme. Først blev indholdet skyllet ud, et nederdrægtigt ildelugtende arbejde. Tarmene blev krænget, så vrangen vendte udad. Nu skulle slimen renses af tarmvæggene. Det foregik på følgende måde. Man lagde ærtehalm i en vidje kurv, kom de tømte tarme op i halmen, hældte lunkent vand over, og så måtte lillepigen - barbenet - op i baljen og trampe hurtigt op og ned i denne masse skiftevis med højre og venstre ben. Det var march på stedet og en effektiv måde at få dem renset på. Men som en gammel kone, der selv har prøvet det, fortalte: Det var en fæl fornemmelse, tarmene slaskede een om benene. Til sidst blev de natten over lagt i koldt vand sammen med en urtevisk til at tage den sidste rest af ubehagelig lugt. Næste dag lavede man så selve blodpølsen.

Blodmassen blev foruden grynene tilsat mel, mælk, krydderier, salt, sukker, hakket løg, fedtterninger og rosiner. Tarmene blev skåret i passende længder og fyldt 3/4 med pølsemassen. Til lukning brugte man pølsepinde, som var torne fra slåenbuske. Det var skik, hvis der var en gammel bedstefar på gården, så blev han sammen med børnene i god tid før slagtningen sendt ud for at samle mindst 100 af disse torne. Hjemme blev de afbarket, pudset pænt af, spidset og svedet i enderne, hvad der gjorde dem mere holdbare. Pølserne kogte man i den store gruekedel i bryggerset. De skulle koges ved svag varme, ellers revnede de, og det gode indhold flød ud i vandet og gik tabt. Det var en kritisk stund, når blodpølsen kogte, og som sædvanlig i sådanne tilfælde var der knyttet bestemte skikke hertil. Blandt andet måtte man ikke tale sammen under kogningen eller nævne pølser-ne ved deres rette navn. Milten blev kogt sammen med dem, den kaldtes for "pølsepasseren" og skulle forhindre troldtøjet i at forgribe sig på dem. Man mente også, den beskyttede pølserne mod at koge itu.

Når pølserne var færdigkogt, steg de op til vejrs og blev straks fisket op, lagt på store fade og holdt varme til om aftenen, hvor pølsegildet foregik. Det var en begivenhed, som alle på gårdene så hen til med stor forventning. Heri deltog alle gårdens hjæl-pere, gifte såvel som ugifte, naboer, slægtninge og venner. Der blev spist masser af blodpølser, der af de fleste blev regnet for en stor delikatesse. De blev nydt med sirup eller sukker til, og skyllet ned med øl eller brændevin. Der serveredes også med-ister, ribbensteg og anden kødmad. Dette pølsegilde var så at sige husmoderens årlige eksamen i madlavning, idet der var skarp konkurrence mellem husmødrene om, hvem der lavede den mest velsmagende blodpølse!
 

Læs evt. mere om juleskikke i artiklerne:
 
Del-1: (Denne del)
Del-2: Om julemad og om at 'tigge sul'
Del-3: Om brygning og bagning, 'julerente' til tjenestefolk og husmænd
Del-4: Om julerengøring, overtro og dyrenes jul

 
til top