Barberens karusser

Mens de lune forårsvinde stryger ind over haven og sender duften af solopvarmet jord og nyudsprungne tulipaner ind i min stue, sidder jeg og kommer i tanke om storkene. De lokale storke Ida og Emil, som efter sigende i år har valgt at flytte fra residensen i Hvedstrup til en ejendom ved Gundsømagle Sø. Nu fisker de nok selv i vandkanten den føde, som sæsonens unger vil komme til at indtage i hastigt tempo i nær fremtid. Jeg kommer til at tænke på en sommeraften for nogle få år siden, en stille aften - som de jo oftest er i Herringløse - omkring ved den tid på dagen, hvor de fleste familier normalt sidder bænket omkring bordet for at indtage et hyggeligt måltid sammen. Da høres pludselig en fremmed lyd - en pjasken af vand fra det nærliggende gadekær – som hvis en kæmpe andefugl var nødlandet i kæret og nu lå og baskede rundt for at genfinde balancen.

Der er normalt masser af ænder i gadekæret – flittigt holdt i live af folk,
som i en god mening fodrer løs med brød og korn for at fastholde en smule liv i landsbyens midte. De er brede om brystet - ænderne - mange ællinger får de, og de er såmænd blevet så vante til landsbyfolkenes gavmildhed,
at de hver dag i sommerhalvåret ses på deres faste rute gennem haverne
til de gode spisesteder, hvor der vanker endnu nogle godbidder.

De har nemt ved at æde sig fede. Men det er nu ikke dem, der denne aften skaber pjaskelydene i kæret – en stor mand går rundt derude trækkende noget efter sig i vandet. Så har man set det med - en ruse! Og den er til-syneladende tung! Godt fyldt op af karusser, viser det sig, som også har nydt godt af den næring, der er tilført kæret via andemaden. Der er nemlig en bagside af medaljen. Der er alt for meget kvælstof i vandet. Kærets
bund er død og uden planter, for de kan ikke længere trives der i mørket.

Manden i kæret viser sig at være 'storkemanden' fra Hvedstrup! Som flere vil vide, fik han en dag to storke på besøg på taget, som kom fra et storkeud-sætningsprojekt i Sverige, og som nu ikke kunne besinde sig til at flyve videre sydover. Det var allerede sent på året, og det var ikke svært at be-slutte sig for at blive – de blev nemlig også, lige som de kortbenede fugle nede i kæret, godt beværtet. Daggamle kyllinger frisk fra fad. Ikke hver dag man støder på et fly-in spisested med prima menu for storke.

De har det faktisk godt, har de, og da der hen ad vejen også bliver rigget en stor 'etværelses' til på taget i de rigtige mål, er tanken om fysisk kærlighed og familieforøgelse ikke fjern for de to, Ida og Emil, som han kalder dem. Flere år i træk, har de lagt og udruget - en hel redefuld æg.

          En forsommeraftens fiskeri i gadekæret.
          En spandfuld karusser blev dagens fangst.
          Damkarussen er en almindeligt forekom-
          mende karpeart i Danmark, som trives i
          gadekærets dynd.
         

Så nu står han der og fisker - hver aften i cirka seks uger  – for det er dyrt at have et storkepar med fem unger på daglig kost, selvom de også finder føde selv. Og heldet tilsmiler ham, for kæret lader til at være en skattekiste, hvad fisk angår – karusser lige i den rigtige størrelse til et storkenæb.

Den første fiskedag var der ingen ledig plads i rusen efter 24 timer i vandet. Nærmest i tusindvis af fisk blev hevet ud af rusens kamre. De sidste dage en spand eller to fyldt med fisk. Det havde kæret kun godt af! Men det er nu ikke hans karusser, storkemandens. Det er også barberens! Eller rettere – var barberens.

          En kasse friskfangede karusser. 
 

 
Tilbage i 1907 kom der en noget usædvanlig anmodning til Hvedstrup-Fløng Sogneråd, som den gang havde råderetten over kæret og dets indhold. Anmodningen var tilsendt dem af en barber Heinze fra Studiestræde nr. 32 i København – om han måtte leje fiskeriet i 'Herringløse Branddam' for fangst af karusser? De gode sognerådsfolk kunne kun bifalde ideen, men han måtte yde en leje på 20 kroner pr. år for denne fiskeret i kæret, og det var ikke med eneret!

Det kom de så åbenbart overens om, for det gik for sig flere år herefter, hvorefter Sognerådet fandt det naturligt at spørge den gode barber, om ikke også han ville have fiskeretten i Hvedstrup gadekær for 15 kr årligt – for dette var da vist en hidtil upåagtet indtægtskilde. Det vides ikke, om han tog imod tilbuddet.

I dag kan man ellers - efter hvad der fortælles - opleve mange spændende dyr i Hvedstrup gadekær. Ud over de helt traditionelle guldfisk, som er blevet hældt herud, når folk er blevet rundtossede af at se dem svømme rundt i glasboblen derhjemme i stuen, kan man også fange eksotiske skildpadder. Og se nu til, om man ikke også en dag kan gå herhen for at få skægget klippet. Altså ikke af barberen – men af en sjælden alligator, som nødvendigvis måtte flytte hjemmefra, da den nåede puberteten og blev for stor og fræk. Man kan aldrig vide... Det var nu ellers mest for salamandernes skyld, at Roskilde Amt for få år tilbage bekostede en mindre formue på at få genskabt kæret i en næsten oprindelig form, men deres renæssance har hidtil været kort!

Men tiden går, og ænderne rapper videre, og storkeungerne flyver fra reden og kommer måske igen et år med hver deres mage. Det er der mange, der håber på. De giver os en slags gensyn med fortiden.

Flere lokale beboere kan endnu huske storkene i Østrup på Østrupgårds tag og storkene ved Lindegårdens staklade i Herringløse, og også Hved-
strup havde sine storke, der boede ved Gammelsøgård oppe i et træ på et gammelt vognhjul, som gårdejer Viktor Nielsen havde lagt derop; de foura-gerede nede ved Gammelsø.

Men det var den gang, hvor menneskene havde lang arbejdstid og alligevel bedre tid til alting, og hvor folk i små kår hilste et supplement til menuen velkommen i form af stegte karusser. Hvor det kunne svare sig at tage helt inde fra Studiestræde i København og ud til Herringløse nær Roskilde for at fiske lidt i Herringløse Gadekær. Han har nok nydt hele sin ugelange som-merferie herude - barberen. Det er helt rart at tænke på.

Kilder:

Landsarkivet for Sjælland, LAS. Kommunearkiver. Hvedstrup-Fløng,
forhandlingsprotokol 1874-1910,
kopibog 1894-1914. 

Fotos:  Søren Thinggård, Hvedstrup.

Storkemor i Hvedstrup 2005.

til top