Fra de ældste tider

Formning af landskabet

Begiver man sig ind i Gundsøområdet fra sydøst, bliver man let slået af den forskelligartethed, der kan findes i landskaber, selvom de ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Hvor Køge Bugt -området helt op til Tåstrup og Hedehusene er helt fladt og ensartet, skifter landskabet pludselig karakter, og man bevæger sig fra Herringløse og Østrup over Hove til Smørumnedre i bakker og dale med landskabsbilleder foran sig, som klippet ud af et feriekatalog fra helt andre himmelstrøg. Også Hove å på dens vej gennem Gundsømagle Sø til Roskilde Fjord og den lidt større Værebro å er en særlig del af dette vue.

Landskabet er et såkaldt morænelandskab dannet under istiden. I løbet af de sidste to millioner år har landet i hvert fald i tre perioder været dækket af et islag, der her på egnen nåede op på en kilometers tykkelse (4). I den sidste af disse istider skød en arm af isen ind over Køge Bugt, hvor den flade 'hede' ned mod Køge blev høvlet jævn. Isen bragte en del materiale med sig
i form af sten, grus, sand, ler og kalk, og det blev enten skubbet sammen i 'randmorænebakker' under dens skiftevise fremdrift og tilbagesmeltning,  eller lejret af smeltevandet i flader uden for israndslinien.  De tungere materialer som sten i varierende størrelse kunne lagre sig,  hvor vandstrømmen stadig havde en vis kraft i sig,  hvorimod grus, sand og ler er lagret i forholdsvis roligt vand.
 

Billederne herunder viser, hvordan man forestiller sig, at en randmoræne dannes. Det langstrakte højdedrag syd og øst for Hvedstrup og Herringløse indeholdende Hvedshøj, Borghøj, Rævehøj, Store Oldhøj og Sømhøj er dannet på denne måde:

 
På det øverste billede ses en ismasse, som har nået et stadium af stilstand. Afsmeltning sker af isens overflade, og en del materiale samles langs is-
kanten.

På de næste billeder er isen på ny kommet i bevægelse. Den presser da en
hel del løst materiale foran sig, og dette tårner sig op i form af volde.

Når isen smelter ned, efterlader den dels randmorænen tilbage efter sig
som en mere eller mindre øjensynlig del af landskabet, dels moræne og
 smeltevandsjord i de nylig isfri områder.
 

 
Flere 'tunneldale' blev udgravet af smeltevandet, som løb under isen, ud mod israndslinien. I dag flyder der stadig vand i disse, idet vi kan genfinde dem i de større åer i området: St. Vejle å, Hove å med Gundsømagle Sø og Værebro å (1) (3).

Andre lavninger i terrænet samt efterladte 'dødis-huller' er nu synlige som søer, moser og mindre vandhuller. En del er gennem tiden forsvundet pga. opfyldning og dræning, men kan ofte genfindes i lokale stednavne indeholdende ordet 'kær'. Vi har Rytterkær, Ebbekær og Pilekær omkring Herringløse, for ikke at snakke om Korskær, der snirkler sig langs gadekærene i byens centrum, samt flere unavngivne vandhuller, der ligger strøet med mild hånd omkring på markerne.
 

 
 
Istidslandskabet i Gundsøområdet.

Isen smeltede bort, planter og dyr holdt deres indtog. Det var dværgbirk, polarpil og rypelyng. Det var rensdyr, sneharer, ryper og ulve. Og med dyrene kom menneskene, der levede som jægere. Først omkring år 8.000 f. Kr. holdt træerne deres indtog.

Det nuværende Danmark var den gang ikke noget ørige, men en del af det europæiske fastland. Østersøen var en ferskvandssø, forbundet med Kattegat gennem en dyb vandrig flod, Danafloden, der passerede igennem, hvor nu Storebælt er. Lillebælt var en flod, og Øresund eksisterede ikke. Roskilde Fjord var en mindre flod med en del tilløb østfra. Sådan så Danmark ud indtil omkring 5.500 f .Kr. Perioden indtil da kaldes fastlandstiden.

De sidste 2.000 år af fastlandstiden var klimaet tørt og varmt som i det nuværende Norditalien. Det varme klima i fastlandstiden medførte den ulempe, at polarisen smeltede. Havspejlet steg derved så meget, at halvdelen af vort landområde forsvandt i bølgerne. Danmark blev til det ørige, vi kender i dag. I en periode var endda flere områder af det nuværende Danmark under vand. F.eks. var vandstanden i Roskilde fjord ca. 4 meter højere end nu. Veddelev halvøen nord for Roskilde var en ø. Fjorden strakte en lang arm ind over Østrup Sø, forbi Hove og næsten over til Smørum. Først en gang hen i bronzealderen faldt havfladen til ro i sit nuværende leje (4).

Kilderne til artiklen var især:
1) Per Smed:Landskabskort over Danmark blad 4, Geografforlaget.
2) Lars-König Königsson: Istid-nutid-istid.
3) Wienberg Rasmussen m. fl.: Geologi.
4) Byhistorisk samling og arkiv i Høje Tåstrup, årsskrift 1983.

Læs videre her om befolkningen af egnen, og de spor dette efterlod sig, og følg i meget grove træk den udvikling, der fører op imod vor egen tid.  Se links herunder:

De andre afsnit af artiklen "Fra de ældste tider":

- Del-1: (denne del)

- Del-2: Egnen befolkes

- Del-3: Landsbyerne opstår og udvikles  

til top