Historier herfra

Om udvikling i landsbyerne og lokale erhverv

- baggrund for artiklen:
Dagbladet Roskilde Tidende d. 18. juli 2007:  Fra fæstebønder til husmænd, interview ved journalist Lars Kimer.

Om artiklen:
Dette er Ulla Bechs fortælling, som har dannet baggrund for den fjerde artikel i serien 'Historier herfra', en artikelserie, hvor med-lemmer af Egnshistorisk Forening i Gundsø fortæller om deres specialer og om steder i Gundsø.
 

Ulla Bech:
"Min interesse for lokalområdets historie startede egentlig med en af Egnshistorisk Forenings rundture i en af vore landsbyer, da jeg  flyttede hertil. Jeg har nok spurgt interesseret til emnet flere gange undervejs, i hvert fald blev jeg bagefter kontaktet af en af arrangørerne, som spurgte mig, om ikke jeg ville lave en lignende rundtur i landsbyen, hvor jeg nu boede. Jeg tænkte at med et program i hånden fra Egnshistorisk Forening – en tur-folder eller lignende, så skulle det vel nok være en sag, jeg kunne klare - og accepterede uden skrupler. Bagefter måtte jeg så erfare, at jeg altså selv skulle lave research'en. Så det var bare på med vanten!

Min viden om lokalhistorien i området har jeg dels opbygget gennem interviews med ældre lokale borgere og dels gennem arkivbesøg i København for at lede efter de skrevne kilder. Arkivundersøgelserne har kildemæssigt haft hovedvægten omkring år 1800, hvor man i landsbyerne i hele Danmark påbegyndte en 'udskiftning' af jordene i forbindelse med en omlægning af skattesystemet, der jo på dette tidspunkt var baseret på afgifter af jorden. En spændende periode både årtierne op til og efter dette århundredeskifte med mange forandringer for befolkningen på landet. Så dette vil være udgangspunktet for min fortælling om, hvordan landsbyerne i Gundsø har udviklet og forandret sig undervejs, og hvordan livsvilkårene har skiftet for det enkelte menneske - især set med kvindeøjne." 

til top

 

Kvindernes position i det gamle landsbysamfund

Kvinderne havde næsten udelukkende status i kraft af deres giftermål til langt op mod vores egen tid. Der er træk af dette fænomen, som jeg hele tiden støder på i kilderne: Det er kvinderne med deres mænds slægtsnavn og daglige kaldenavn ved mandens fornavn eller hans profession: Anna Knuds, Anna Jens Peders , Marie Smeds, Maren Ole Møllersvends – og det er endda kun 70 år siden, de levede i Herringløse.  Det er kvinder, der kun arvede deres mænd, hvis de havde leveret børn i ægteskabet. Det er kvinder, hvis arv fra forældrene skulle administreres af værger eller af deres mænd, og når kvinderne selv blev enker, skulle en lavværge eller søn ligeledes administrere arven for dem. Pigerne arvede kun halvdelen i forhold til deres brødre.

Til gengæld kunne de være sikre på at eje hele barnet født udenfor ægteskab. De stakkels piger, som var blevet 'besovet' med frugtsommelighed til følge, blev udstillet i kirken og skulle angerfuldt bekende synden og fortælle om detaljerne.  Det var bedst at få giftet døtrene bort i tide. Og skulle skaden være sket, måtte man se at finde en ældre enkemand, som ville vende det blinde øje til den runde mave og lægge navn til barnet. Pigen skulle være 'glad til', hvis det næste den gamle gubbe vendte ikke var skråen i mundvigen - men hende i sengehalmen!

Kvindernes særlige evner i forhold til de livgivende børnefødsler blev gjort til noget urent, og mange af datidens jordemødre blev set på med en blanding af ærefrygt og afsky af mændene. I kirkebøgerne kan man se disse ting afspejlet i traditionen med, at præsten skulle undervise jordemoderen i kristendomskundskab, for at hun ikke skulle fortabes til Djævelen, og at kvinderne var urene og skulle 'renses' efter en fødsel ved en særlig ceremoniel genindførelse i kirken.

Kvinderne besad altså sjældent ejendom, som de selv rådede over. De fandt deres plads i samfundet gennem ægteskabet og deres mænd eller mandlige slægtninge, og de stak ikke næsen for langt frem. En enkelt kvinde, som skilte sig ud som en 'ren overlever' i denne verden, var 'Den rige Enke fra Gerdrup'. Hun bør nævnes. Hun overlevede flere ægtemænd og blev på grund af sin dygtighed til at bestyre sin ejendom og sine besiddelser en meget rig kvinde. Hun forærede lokalsamfundet et af de første egentlige fattighuse. Det ligger i Kirkerup Sogn.

til top

Reformer i landbruget

I forbindelse med Reformationen i 1500-tallet overtog Kongen store jordbesiddelser fra de katolske bisper og senere også klosterjorden. Kongen blev landets største jordbesidder. Meget af dette 'Krongods' blev dog afhændet i de næste to århundreder bl.a. for at betale krigsgæld og tilvejebringe nye midler til statens driftsbudget. For landsbyen Herringløses vedkommende kom de fleste af gårdene på en eller anden måde oprindeligt fra Kongens besiddelser. Men i løbet af 1700-tallet kom de sidste gårde på private hænder, og jorden var da fordelt mellem 5 godsejere: Vartov Hospital, Københavns Magistrat (Bidstrup), Københavns Universitetet, Edelgave Gods og Cathrineberg Gods. I de øvrige Gundsølandsbyer var der andre men lignende mønstre, der tegnede sig, og f.eks. hørte en del af gårdene der til Domkirken og klostre i Roskilde.

Det var ved sådanne godser den mandlige del af befolkningen tjente under 'stavnsbåndet', som blev indført for, at godsejerne kunne regne med en stabil gruppe af landarbejdere til godsets drift, og som modydelse påtog godserne sig administrerende opgaver så som indkaldelser til militæret, skatteinddrivninger  m.v.  Senere flyttedes disse ansvarsområder til amtet, og gods-ejerne mistede en del af det faste greb om landbefolkningen. Stavnsbåndet blev afløst af et andet bånd - pligten til at bære amtspas, når man forlod hjemstavnen, hvilket man naturligvis skulle indhente tilladelse til.

Det var på dette tidspunkt, at de store reformer i landbruget indtraf. Man gik bort fra bøndernes dyrkningsfællesskab, og udskiftede landbrugsjorden, så de tidligere mange spredte agre blev til samlede dyrkningsarealer under hver gård. Det blev muligt for de heldigste af bønderne at erhverve gården - få selveje, og hoveriet blev langsomt afskaffet. Det blev nu pludseligt muligt at forbedre udbyttet mærkbart og at spare op i sin ejendom og derved ikke blot forbedre egne men også kommende generationers levevilkår.

til top

Lønnet arbejde - også til kvinderne
 
I løbet af 1800-tallet, hvor mange gårdmænd efterhånden kom til at eje egen gård, gik gårdene fra at være små selvforsynende enheder til at koncentrere indsatsen omkring selve landbruget og tilkøbe sig flere og andre tjenesteydelser udefra. Derved opstod små selvstændige erhverv, som også havde til huse i landsbyen. Det var fremstilling af forskellige redskaber til landbrug og husholdning hos snedkere og trædrejere, gærfremstilling m. forhandling af gæren hos gærkræmmeren og brygning af forskellige øltyper. Bagning blev udført i bagerier ofte tilknyttet den lokale mølle, og slagtning foretog slagteren, og han forhandlede også pålæg af forskellig art. Ægsamleren og hønsekræmmeren, ja som ordet siger, samlede han æg i de små husholdninger og fra gårdene og kørte dem f.eks. til nærmeste ægpakkeri, og høns og ænder blev slagtet og plukket og fra finere fugle f.eks. fasaner og kalkuner blev fjerene videresolgt til hattemageren i storbyen. Der var træskomagere og kludeskomagere og kurveflettere og børstenbindere.

Samtidigt med at man oparbejdede økonomisk overskud på gårdene, fik gårdkonerne piger til hjælp i det trivielle arbejde, fik råd til personligt pynt og tid til at 'slappe af' med håndarbejde af og til. Derfor blev Hedebosyning i større stil mulig og en eftertragtet handelsvare for nogle. Hedebosøm blev sat på pudevår, skjorter og særker og på pyntede duge, der blev anbragt på udvalgte steder i hjemmet. Også enlige kvinder og enker kunne ernære sig ved denne fremstilling. I de fleste tilfælde blev syningen ud-ført om dagen, for om aftenen var kvinderne for trætte til at tælle tråde, og der var ikke nok lys i stuerne.

 

Egnsdragten til kvinder i Gundsø, som fik den sirligt orna-menterede sølv- eller guldnakke i kvindehuen, må også have taget lang tid at fremstille og krævet stor ekspertise. Denne særlige hue ses på fotos af de fornemme fruentimmere fra egnen helt op i starten af 1900-tallet. De dygtige syersker var efterspurgte, og deres indtægter var gode. Sammenlignet med en fisker kunne de nemt tjene det dobbelte.

I den feminine ende kom også til tekstilfremstilling ydelser som garnfarvning, spinding, og strikning. Kvinderne lavede også mad som kogekoner eller holdt hus for enkemænd, gjorde rent, malkede køer, var ammer eller vågekoner.

Der var altså flere forskellige lønnede jobs, som kvinderne i landsbyen kunne ernære sig ved, når de blev enker, eller hvis de aldrig blev gift.

til top

Mejersker, lærerinder  og telefonistinder

Henimod slutningen af 1800-tallet slog andelstanken igennem og det udmøntede sig i store dele af landet ved etableringen af fælles mejerier på andelsbasis. Næsten hvert sogn havde sit eget mejeri. I Storkøbenhavn blev de fleste mejerier dog privat-ejede.

De første mejerier ansatte i stor stil mejersker. Det var kvinderne, som besad viden om forarbejdning af mælken. Faktisk var det flere steder en fordel for mænd, der skulle ansættes som mejeribestyrere, at de var gift med en mejerske, for så havde de da lidt begreb om behandlingen af mælken. Mændene havde hovedsagelig indsigt i maskineriet.

I Marbjerg, som var en del af Hvedstrup-Fløng sognekommune, oprettede en kvinde en 'mælkeriskole' for piger, der ville uddanne sig til mejersker. Disse piger kunne være ubemidlede og skulle så bidrage til deres eget underhold på skolen ved at hjælpe til ved forefaldende arbejde bl. a. malkning på den tilhørende gård, der ejedes af fruens ægtemand.
 
Brokilde Mejeri i Store Valby i Ågerup sogn blev oprettet som et andelsmejeri.  Den første mejeribestyrer her var en dame.

Til rækken af jobs, som kvinder kunne betjene uden for hjemmet, kom også ansættelser som lærerinder eller telefonistinder.

Lærerinderne fik dog ikke samme løn som deres mandlige kolleger, for de skulle jo ikke forsørge en familie. Men de enlige mænd fik ikke af den grund kvindernes lønsats. Og mens kvinderne sagtens kunne blive telefonistinder, hvis blot ikke de giftede sig, så kneb det gevaldigt med at få stillingen som bestyrer af en telefoncentral, for man skulle indgå en forpagtningskontrakt med økonomisk ansvar, og det var der ikke mange kvinder, der kunne stille sikkerhed for. Vilkårene blev efterhånden bedret sådan, at kvinderne, som arbejdede på centralen, dels måtte indtræde i ægteskab, og dels at de som enker kunne komme i betragtning til en bestyrerstilling - sikkert efter at flere telefonistinder havde overlevet deres mænd i denne stilling.

På en sådan central kunne der være en del kvinder tilknyttet den daglige drift,  naturligvis især til sidst da telefonen blev hvermandseje. Da var det faktisk fra kvindernes side med et vist vemod, man sagde farvel til de manuelt betjente telefoncentraler så sent som i 1970, for der forsvandt en god kvindearbejdsplads, som tilbød jobs til kvinder uden forudgående langvarig uddannelse.

 til top

Landsbyerne idag
 
I dag er mange af de gamle erhverv i landsbyerne forsvundet. En del af de manuelle funktioner er i sagens natur nu overtaget af maskiner. Flere og flere folk finder deres job inden for serviceerhvervene og arbejder ikke lokalt men i storbyerne. Men de mindre landsbysamfund i Gundsø er igen blevet attraktive for tilflyttende 'Københavnere' som bosted. Det har de været siden 1960'erne, hvor parcelhuskvarterer skød op de fleste steder. Det er fjorden og det åbne lands smukke landskaber, der trækker, og de mindre og mere overskuelige forhold i skoler og børneinstitutioner. Den nye befolkningsgruppe forsøger at blande sig med den 'oprindelige' landbefolkning. Det er ikke altid lige nemt. I gruppen af tilflyttere er både kvinder og mænd udearbejdende og ofte relativt højtuddannede, og pendler frem og tilbage fra hovedsagelig København hver dag. Man er og bliver 'tilflyttere'.

Andelen af 'oprindelige' borgere er dog nogle steder skrumpet voldsomt ind, og husprisernes himmelflugt betyder, at det for mange lokalt barnefødte er umuligt at få bolig på hjemegnen. Derved ændres det oprindelige sociale fællesskab i de små landsbyer så markant, at  man ikke længere kan tale om et fællesskab i gammel forstand med vedligeholdelse af et tæt socialt netværk, men snarere et interessefællesskab, hvor man samles om aktiviteter, man selv eller ens familie har direkte interesse i. Når behovet ikke længere er tilstede, dropper man ud. Fællesskabet erstattes langsomt af det moderne begreb 'networking', som storbymenneskene har tillært sig. I de moderne netværk er der større masker.

Det landsbymæssige fællesskab, som gav en vis social tryghed for den enkelte i det gamle bondesamfund, er idag blevet erstattet af det demokratiske samfunds statsautoriserede sociale netværk. Det er dermed en bevidst medmenneskelig indsats fra det enkelte menneske overfor naboen - kollegaen - 'næsten', som kan skabe et netværk med tryghed også for de enlige eller de ældre og for syge, udstødte eller skæve eksistenser, noget der ellers er ved at forsvinde helt.  Der er ikke så mange adfærdsstyrende mekanismer i lokalsamfundet tilbage, som sikrer, at der er plads til alle. Enhver er sin egen lykkes smed - i hvert fald et godt stykke hen ad vejen. Til gengæld er der heller ikke så mange snærende bånd, der begrænser folks udfoldelse, der holder folk nede  - eller tilbage -  eller fastlåst i bestemte roller - og det var jo også en side af den såkaldte landsbyidyl før i tiden.  Man skulle kende sin plads i hakkeordenen, høj som lav, og der var flest af de pladser til de lave.

til top