Cirkus og gøgl i byen

Om artiklen:
Siden er opsat af Ulla Bech i 2010 på baggrund af interviews med tidligere beboere fra landsbyen, bl.a. smedens datter Gundhild og købmandens cykelbud Dan Olsen.

Gøglerpladsen
 
Bagerst i det område, der nu er navngivet Brøndbakken, var der tidligere fast standplads for cirkus og for gøglere med luftgynger og karuseller og andet halløj, når de var her på et årligt visit i landsbyen. Ned mod Bygaden ved siden af dobbelhuset lå Slagter Vilhelms huse - hans egen bolig og i en af udlængerne fra den tidligere gård Brøndbakken hans 'stegers' og slagterum samt udlejningslejligheder for folk i ringe kår. Stedet blev derfor senere omtalt som 'Vilhelms plads'. Overfor på den anden side af Bygaden, hvor der førhen var et gadekær, kunne der også ligge gøglere.

Der skete ikke så meget i landsbyen dengang. Fjernsynet var ikke opfundet, ikke alle havde et krystalapparat til at modtage de daglige udsendelser fra Radiofonien, så når der var amatørteater i omegnen, forsamlingshusbal i nabobyen, eller når gøglere gæstede pladsen midt i Herringløse, trak det mange folk af huse.

Et par eksempler med sådanne udefra kommende besøg bringes nedenfor:

til top

Carl Vilhelm og Tribinis stærke dame

Dan Olsen, som i to år var cykelbud hos købmand, Carl Vilhelm Christensen, fortæller:

Købmanden var en rigtig stærk mand. Når andre med møje slæbte af sted med en enkelt kornsæk, tog han to - en under hver arm - og man kunne dårligt se det på ham. Mange var imponeret over hans styrke.

En gang var der gøglere i byen. De holdt som sædvanlig til ved pladsen bag dobbelthuset ved Vilhelms plads. Blandt gøglerne var Tribini, der havde medbragt en stærk dame og nu opfordrede publikum til at stille op med en mand, der havde kræfter nok til at spænde en kæde omkring damens brede bryst. Der blev udlovet en præmie. Folk kaldte på Carl Vilhelm, der overværede forestillingen. Han gik resolut op og tog kæden, løftede gøglerkvinden op fra gulvet med kæden omkring brystet, og mens hun hang der og sprællede i luften, spændte han kædens lås. Sådan!

Mogens Christensen, købmand Christensens søn, bekræfter historien således:

Det har været i årene 1942-44 at Tribini jævnligt besøgte landsbyerne i Københavns omegn. P.g.a. elrationering og mørklæg-ning m.v. kunne man ikke optræde på Bakken, som senere blev Tribinis faste plads, men måtte hutle sig igennem på bedste vis. I vinterhalvåret kom Tribini på besøg i den stråtækte skole, hvor han lavede en lille forestilling for børnene, med bl.a. trylle-kunster. Om sommeren rejste han sit telt ved slagter Vilhelms have, hvor der også var lykkehjul og luftgynger, sådan som Dan Olsen rigtigt beskriver.  

'Verdens stærkeste dame', intet mindre kunne gøre det, var Tribinis kone, og hans sans for PR og markedsføring overgik lang senere tiders. Således blev dette "sture nummer i en lille, lille manege" udråbt før forestillingen på følgende måde: "Mine damer og herrer, højtærede publikum, kom og overvær en sensationel optræden i aften kl. 7 -- købmanden kommer, og vil prøve at lægge verdens stærkeste dame i lænker !!!"

Ved den beskrevne lejlighed havde Tribini tigget og bedt Far om at deltage. Han skulle bruge et lokalt islæt for at lokke folk til teltet. Således var hele seancen aftalt på forhånd, men det vidste publikum naturligvis ikke.

til top Cirkus i byen   Gundhild Johansen, datter af smeden Hans Jørgen Hansen, fortæller: Min far var ikke blot smed; han kunne sko heste. Det var bestemt ikke alle smede, der kunne det, så han var altså grov- og beslagsmed. Jeg tror, hverken smedjen i Østrup eller Hove udførte dette på fars tid. Det var vist hovedparten af hans arbejde, og jeg husker, at Mor sommetider måtte give en hjælpende hånd, når travlheden var størst. Vi kommer til at lave sko til i morgen, kunne han sige, når han var løbet tør for en bestemt størrelse. Heste har jo lige så forskellige størrelser hove, som vi har fødder. Hun har nok holdt skoen, når han skulle lokke sømhullerne eller sådan noget.

Men nogle gange skulle han blot ordne hestenes hove. Blandt andet var der en sikker bestilling til smedjen, når Cirkus Miehe var i byen. Så skulle cirkushestenes hove værkes ud – dvs. renses. Cirkushestene bar ikke sko. Og så fik Far jo en håndfuld fribilletter til forestillingen. Desværre gik det jo sådan et år, hvor vi børn med stor fryd så frem til cirkusforestillingen, at Marie Smeds, vores bedstemor, gik hen og døde efter sin langvarige sygdom. Hun havde haft dårligt ben og fået det sat af. Der var nok gået koldbrand i, og det døde hun af. Og så netop aftenen før forestillingen! Mor mente ikke, at vi børn kunne komme i cirkus, når vores Bedste lige var død.

Den beslutning blev heldigvis omgjort. Jeg tudede og skreg, at hvis jeg ikke kom i cirkus, så døde jeg bestemt også! Efter at hele huset sådan havde ligget i tårer i et døgn, tog Far alligevel billetterne og trak os børn med over i cirkusteltet. Han mente nok, vi trængte til at få løftet stemningen, og dengang var der jo langt imellem de underholdende indslag i landsbyen! For os børn var forestillingen noget, vi kunne snakke med de andre børn i strædet om flere måneder efter.
 

til top

 
Kilder: Jenny Mikkelsen, Herringløse, 1998, Duvald og Jutta Jensen, Herringløse, 1998, Dan Olsen, Hvidovre, 2010, Mogens Christensen, Fyn, 2010, Gundhild Johansen, Roskilde, 2007.