Travle dage og mindre travle dage

 
Den 2. december 1934 overtog Far ejendommen matr. nr. 6 b af Herringløse by,  Hvedstrup sogn, med de derpå stående bygninger samt den i ejendommen værende købmandsforretning incl. inventar. Købesummen fastsattes til kr. 30.000,- og varelageret afregnedes kontant. Den 3. december åbnede Far sin forretning og solgte den første dag varer for kr. 89,25, og ved månedens slutning var der solgt varer for kr. 2.813,65. Den 30. december var butikken lukket, idet Far denne dag blev gift med min mor, Ingrid Petersen, som han havde lært at kende i Viby, hvor hun havde haft arbejde som husassistent.

Set med nutidens øjne var det ufatteligt små tal man opererede med i disse år. I kalenderåret 1935 var det kontante salg på 39.213 kr med en bruttoavance på 6.793 kr og en nettoavance på 3.l99 kr. Alligevel havde Far ved årets slutning sagt: ”Det er en god lille forretning vi har fået, den kan vi godt leve af”. Det kan tilføjes, at den personlig skat for året var 66 kr og udgiften til sygekasse 39 kr.

I en bevaret kassekladde fra 1939 er det muligt at se, hvor små pengene fortsat var. Nogle få eksempler viser priser, som vi i dag ikke kan genkende, f.eks:

Købmandsbutikken på Herringløse Bygade 15

Det var almindeligt at købe på kredit - mest månedskredit - men i mange tilfælde også halvårlig afregning, hvilket gav et større arbejde med bogholderiet, som sorterede under Mor. Far har fortalt, at de første år frem til besættelsen var svære. Samfundet havde endnu ikke overvundet landbrugskrisen i 30´ne, forbruget var lavt og man var i høj grad selvforsynende. Der skulle betales renter og afdrag på gælden, og de udestående fordringer var ikke lette at få hentet hjem. Forud for en termin måtte Far gå til en af byens største landmænd, som efter datidens forhold skyldte et stort beløb, og bede om et afdrag på gælden. Det fik han også med følgende uforskammede bemærkning: ”Det er jo billigere at skylde dig pengene end at låne dem i banken”. For at forbedre økonomien bagte Mor småkager til salg i butikken, og Far avlede kål og andre grøntsager i haven, som kunne sælges til de kunder, som ikke selv havde have.

Sammenlignet med i dag var Herringløse på den tid et lang mere homogent samfund med 2 købmænd, den ene med korn og foderstofforretning, smed, slagter, frisør, 2 skræddere, skomager, træskomand og mælkeudsalg på Kirkebjerggård. Hos købmanden kunne man indlevere post, ure til reparation og tøj til rensning, hente apotekspakker og få efterkravsbeløbet skrevet på regningen. Der var rejsebud til Roskilde med  'hønsekræmmeren' Alfred Hansen, som påtog sig diverse opgaver i den store by såsom at bringe og afhente pølser og skinker til røgning samt salg af hestehår og kastanier (indsamlet af børnene). Ikke mindre end 4 forskellige bagerier besøgte byen i ugens løb under krigen pr. hestevogn og senere pr. bil, ligesom fisk blev solgt fra bilende fiskehandel. Om sommeren kom hver uge en fisker fra Jyllinge og tilbød levende ål. Endvidere var der en filial af Roskilde Landbobank, som var åben to gange om ugen.

I den lille købmandsforretning skulle Mor og Far nu skabe en fælles fremtid, men Mor, som var bymenneske med sin barndom i Gentofte, fandt sig ikke så nemt tilrette. Der var så stille og begivenhedsløst, man kunne sidde i timevis uden nogen gik forbi vinduerne, og det kunne hun ikke udholde. En dag pakkede hun sin kuffert og gik ud på vejen for at vente på rutebilen. Far foretog da et genialt psykologisk træk, idet han tog et stykke chokolade og gik ud til hende og sagde: ”Du må da hellere have lidt at sutte på undervejs”. Mor stod lidt betuttet, så kom de begge til at grine, og hun gik med ind igen. Mor blev herefter i Herringløse, og med årene fandt hun sin egen måde at indrette sig på.

Far var flittig, altid i funktion i forretningen og efter lukketid i haven, mens hans kulturelle interesser var ikke eksisterende, således havde han formentlig aldrig læst en bog (bortset fra tegnebogen). Derimod havde Mor flere interesser udover det daglige arbejde. Hun læste så meget tiden tillod, brugte det lokale bibliotek på skolen, gik til engelskundervisning og deltog i aftenhøjskolens møder, som havde en opblomstring under besættelsen og i efterkrigstiden. Vores skolegang sorterede også under hende. I 1943 fik hun overtalt Far til at købe et klaver, som hun brugte i beskedent omfang, men som senere gav mig mulighed for at få klaverundervisning, efter at en kreds af damer i byen var gået sammen om at engagere en spillelærer, som kom på skift i hjemmene.

Når vi som børn en sjælden gang kom i besiddelse af kontanter i form af en 5- eller 10-øre, skulle den naturligvis omsættes. Så pilede man rundt om huset for at komme ind ad forretningsdøren. Man kunne jo ikke gå ad bagvejen, nu hvor man var i besiddelse af formue. Havde jeg større penge, måske 25 øre, så gik turen ned ad gaden til den anden købmand, Poul Simonsen, for han skulle jo også leve. Samme Simonsen var et dejligt menneske, som desværre alt for tidligt blev ramt af en hjerneblødning. Han var foregangsmand på flere områder, bl.a. ved oprettelse af Herringløse Idrætsforening, men det er en anden historie. Simonsen var en god kollega til min Far og kom af og til ind for at få en sludder. Simonsen var lokal brandfoged omkring 1940. På et tidspunkt brændte Skjoldmosegård ned til grunden, og den efterfølgende nat skulle der etableres brandvagt ved tomten. Simonsen kom ned til Far, og sammen satte de sig ind på kontoret for at finde frem til fælles usolide debitorer, som alle blev udkommanderet som brandvagt.

På trappen - købmand Christensens to ældste børn, Mogens og Hanne.
 

Med hensyn til Kirkebjerggård med mælkeudsalget, så har jeg og mine søskende fra vor tidligste barndom haft et særligt forhold til denne gård, som på en måde blev vort andet hjem. Hos Søren Andersen og hans husbestyrerinde Frøken Hansen, altid kaldet ”Hanse”, kom og gik vi, som det passede os. Jeg var med i marken sammen med karlene og i stalden hos fodermesteren, Peter Refstrup, som var fra Lemvig og talte et mærkeligt sprog. Vi og vore forældre var med til høstgilder på gården, selvom vor medvirken til et godt resultat nok var mere end tvivlsom, og Søren og Hanse var i flere år hjemme hos os juleaften, for vi børn syntes, det var synd, de skulle sidde alene denne aften.  

En af Kirkebjerggårds karle, Jens Christensen, var den, som Hanse betroede at tage sig af mig, da jeg som 4 årig begyndte at løbe derhen. En særlig erindring har jeg fra denne tid. Lillejuleaftensdag mødte jeg tidligt ”på arbejde”, - vi skulle hente et læs grus til at strø i indkørslen til gården, så der kunne se ordentligt ud i julen. Jens og jeg spændte hestene for en almindelig fjællevogn og kørte ud på Herringløse Mark til en grusgrav ved Stenløkkegård. Her ventede ingen gummiged på at læsse - det foregik med en skovl, og det tog tid. Efter læsningen kørte vi tilbage mod byen, men det var nær ved frokost, og vi drejede ind hos Jens` forældre, som boede på et husmandssted på Stenløkkevej (nu Pihl & Søn). Her hos Maren og Jens Peter Christensen blev hestene sat i stalden, og vi spiste frokost. Derefter gik turen hjemad, - vi fik spredt gruset i indkørslen, sat hestene i stald og fodret af, og så var den arbejdsdag til ende. Historien illustrerer, at man havde god tid den gang. Timelønnen trykkede ikke arbejdsgiverens budget, og ordet stress var ikke opfundet. For en lille dreng var denne tur eventyrlig, vi kom så godt som aldrig ud af byen, og jeg fik en oplevelse udover det sædvanlige. 
 
 

 
 
Carl Vilhelm med familiens Grand Danoir

I disse år blev der oprettet tyske lytteposter på gravhøjene på Sengeløsevejen. Disse var bemandede med tyske soldater, veteraner fra 1. verdenskrig, som dagligt kom i butikken. Det var i sagens natur ældre mennesker, flinke, rare og godmodige mænd, som absolut ikke var glade for opholdet. De viste Far billeder af familien hjemme i Tyskland. Deres tilstedeværelse forhindrede i øvrigt ikke Far i at distribuere illegale skrifter til udvalgte kunder. I hverdagen mærkede man ikke meget til besættelsen, men vi fik en brat opvågnen den nat, da tømrerværkstedet midt i byen blev sprængt i luften ved sabotage. Det vakte opsigt, da et tysk jagerfly styrtede ned ved Hvedshøj, og resterne blev transporteret gennem Herringløse til Værløse. Mod krigens slutning overværede vi fra Brøndbakkegårdens jorder et RAF-angreb på Værløse flyveplads. Disse oplevelser var naturligvis spændende for en dreng på 8 år, men den dybere og mere alvorlige baggrund kunne jeg ikke fornemme.    

Et særligt kapitel i forretningslivet var årets julehandel - især i efterkrigsårene, hvor der blev flere varer at handle med. Dengang var der ikke noget, der hed fabriksfremstillede salgsemballager - alt ankom i løs vægt og skulle emballeres af købmanden. Det fik hele familien aktiveret i privaten med at fylde cellofanposer med romtoppe, chokolade-kringler, Harlekinpastiller, frugtgele o.m.a.  Desuden skulle afvejes små portioner potaske, hjortetaksalt, mandler og nødder, og i butikken skulle pyntes med nisser og guirlander. Det hele hang far ud af halsen, men der var ingen vej udenom.

En speciel udfordring var godteposer til juletræerne, - skolebørnenes, socialdemokratiets og skytteforeningens juletræ. Alle skulle have 50-60-eller 70 godteposer. I krigsårene var det umuligt at lave en tilfredsstillende pose, men i efterkrigsårene, da det igen blev muligt at få appelsiner. bananer og nødder samt slik i passende mængder, kunne der leveres passende indhold, problemet var bare, at de pågældende arrangører forventede, at købmanden forærede en god del af indholdet.

I årene efter Besættelsen blev købmandsforretningen i højere grad end tidligere et samlingspunkt, og da byen ikke havde nogen kro, hvor man kunne drøfte dagens oplevelser, så blev købmandens vognport et samlingssted for en mindre tapper skare. Den fremgang, som alle forventede efter besættelsen lod vente på sig, og de færreste er klar over, at rationeringerne først ophørte i efteråret 1952. Dette kan illustreres ved forretningens omsætningstal, som for året 1935 var kr. 48.000, for året 1945 kr. 100.000, for året 1955 kr. 265.500,  mens det for året 1965 var steget til kr. 801.000.