Finland-Danmark og retur - To finnedrenges ophold i Danmark under krigen i årene 1942-43

Jeg skulle bo hos en gårdejer Marius Sørensen, og hans familie. Det var en god familie at havne i. Og lige i nærheden af denne familie boede Laila Rud, en finsk dame, som var gift med Karl og havde sin søsters børn hos sig. Hun virkede som tolk af og til, så sprogproblemerne blev til at overkomme.  

Min plejefar Marius bemærkede som det første ved ankomsten, at jeg var meget mager, men det fik hans hustru Anna heldigvis snart gjort noget ved under mit ophold hos dem. Der er ikke noget som god mad og kærlig omsorg, som kan bringe en dreng hurtigt på fode. Deres sønner, Hans og Poul, blev som mine små brødre. Den mindste søn, Ole, fødtes først efter krigen, men også han blev som familie ved de mange gensyn i årene efter.

Jeg var havnet ’på landet’, og det var et miljø, jeg kendte hjemme fra Hyvinge, så jeg nød at være ved heste, køer, grise, høns m.m. I Hvedstrup og Herringløse, som lå i kort afstand fra gården, fandtes flere købmandsbutikker. Dertil fik jeg ofte ærinde, hvis vi lige stod og manglede et eller andet. Det foregik til fods. Jeg gik også op til landsbyskolen. Det skete via en lille markvej til Herringløse  (Bøllemosevej) – først fulgt af Anna, siden på egen hånd.  

Bedst befandt jeg mig, når jeg var på gården blandt folkene, der arbejdede der, eller sammen med Marius, når han satte mig ind i alt det forskellige arbejde, der skal udføres på sådan en stor gård. Det var arbejde, jeg kunne lide, og jeg trivedes derfor godt.”

Hans Sørensen, en af sønnerne fra Engvanggaard, supplerer:

”Da Taisto kom til Danmark i 1942, var han knap 10 år gammel.  En noget tynd dreng at se på; begge hans håndled kunne være mellem Fars tommel og pegefinger, når han samlede fingerspidserne. Taisto kom som barn til at være her ad to omgange; først i 14 måneder, så hjemme i Finland et halvt år, og så igen på Engvanggård nogle måneder.

I begyndelsen kunne han kun tale finsk, men vi børn fandt hurtigt ud af at pege og bruge fagter, og ligesom vi sagde tingenes navne til ham på dansk, gav han også os små lektioner i finsk, når vi spurgte, hvad det hed. Men finsk var svært at lære! Lærer Hansen, som underviste Taisto i Herringløse skole, kaldte det halv-russisk. Det var jo nok ikke lige en karakteristik, en finne brød sig om at høre.   Far havde sørget for, at han kom i skole, så han ikke skulle gå rundt derhjemme alene og kede sig, når vi andre tog af sted. Desuden vidste vi jo ikke, hvor længe han fik lov at blive i landet. Udbyttet af undervisningen har nok ikke været så stort i starten på grund af sprogproblemerne, men det var godt for ham at få nogle kammerater på hans egen alder, hvilket lykkedes i så høj en grad, at når der kom børn på besøg på Engvanggård, var det som oftest Taisto, der blev spurgt efter. Hans lillebror tog vi op til på Korskærgård og legede med på søndagene. Taisto hjalp til på gården, ligesom vi andre, og kom godt ind i tingene.  Han og Far fungerede rigtig fint sammen. Dette var sikkert også grunden til, at vi fik glæde af ham som karl på gården år senere.”